Biskop om mindehøjtidelighed: Vi viser, at vi står fast
Henrik Wigh-Poulsen om de kommende dages mindehøjtideligheder efter terrorangrebene i Paris
Fredagens terrorangreb i Paris har sat sit spor verden over, og mange mennesker ønsker at udtrykke sammenhold og vise sorg.
Det ses tydeligt på de sociale medier, hvor danskerne i stor stil viser og udtrykker medfølelse og sammenhold med franskmændene.
Men nogle steder i Østjylland er der i dag, søndag, og de kommende dage arrangeret mindedhøjtideligheder. Og ifølge Henrik Wigh-Poulsen, der er biskop i Århus Stift, kan danskerne bruge mindehøjtidelighederne til at vise, at de står fast.
I dag, søndag, mødes østjyderne for eksempel på Store Torv i Aarhus klokken 17.00 for at mindes ofrene.
- Det er det, at vi kan gå ud på gaderne og være sammen og trodse den her dagsorden, som de her formørkede mennesker vil lægge over os. En dagsorden, hvor vi skal holde os indendørs, hvor vi skal frygte, og hvor vi skal begynde at hade hinanden indbyrdes. Ved netop at gå ud og være sammen og give vores frygt, vrede og trods ord, så viser vi også, at vi står fast, og at vi holder fast i vores dagsorden, og at vi ikke vil vige for deres, siger Henrik Wigh-Poulsen.
Det er ikke en religionskrig
Han mener ikke, at der er tale om en religionskrig.
To piger indbyder til at mindes i dag
- Jeg tror ikke, at det er en religionskrig, selvom der er religion indblandet, men det er en fanatisme og en radikalisering, der jo også er politisk. Hvis vi gør det til et spørgsmål om et slagsmål mellem religioner, så kan man sige, at så har de fået deres vilje. Fordi de vil have, at vi skal vende os mod hinanden, og at det skal blive en religionskrig, siger Henrik Wigh-Poulsen og fortsætter:
- Men hvis vi først begynder at sige, at: 'det er fordi, de er muslimer, eller det er fordi, vi er kristne, ' så har vi allerede givet voldsmændene ret. Vi må fastholde, at det her er en ondskab uden lige. Men det er ikke en ondskab, der er forbundet med en enkelt religion eller religioner eller et religiøst udsyn.
Arrangørerne af søndagens mindehøjtidelighed på Store Torv i Aarhus opfordrer folk til at medbringe lys eller fakler, så der kan tændes lys i mørket.
Du kan se interviewet med Henrik Wigh-Poulsen øverst på siden.