Biskop fortryder vinregninger

Det skal være slut med, at biskopperne mødes på Danmarks dyreste luksushoteller, mener biskop efter restaurantbesøg i bl.a. Århus.

Udmeldingen kommer fra Viborgs biskop, Karsten Nissen, efter dagbladet B.T.s afsløringer om regninger på over 80.000 kroner for møder på luksus-hotellerne Hesselet og Marienlyst.

Karsten Nissen går dermed i direkte krig med biskop-kollegerne Kjeld Holm fra Århus og Kresten Drejergaard fra Fyn, der mener, at biskopperne skal have lov til at bo på dyre hoteller og spise luksus-middage med dyre vine.

- Jeg synes, det er et helt forkert signal at sende, at holde møder til så høje priser. Næste gang jeg mødes med de andre biskopper vil jeg foreslå, at vi bruger nogen lidt billigere hoteller, siger han til B.T.

Karsten Nissen slår samtidig fast, at han ikke før har fået oplyst, hvad hotelopholdene har kostet før, at B.T. i går kunne afsløre regningerne.

- Jeg troede, at vi overholdt statens takster, når vi boede på hotel. Men det kan jeg nu se ikke er tilfældet. Jeg mener, at vi skal finde nogen billigere steder at bo i stedet for Hotel Hesselet i Nyborg, hvor vi er hvert år i april, siger han til B.T.

I B.T. søndag gik den fynske biskop Kresten Drejergaard til bekendelse, og undskyldte et møde, hvor deltagerne drak 14 genstande i snit.

- Vi vil ændre procedure, så man selv betaler for sin alkohol efter middagen, sagde Kresten Drejergaard. Juraprofessor Lars Bo Langsted fastslår, at kuvertprisen som hovedregel ikke må overstige 1.000 kr.

- Hvis det kommer helt op på 1.500 kr., begynder man at kunne taksere det som mandatsvig. Prisen kan godt overstige 1.000 kr. med en smule. Men det er jo heller ikke ånden i reglen at alle møder skal have en kuvertpris på 999 kr. Det må meget gerne koste mindre, siger Lars Bo Langsted fra Aalborg Universitet til B.T.

Kilde: B.T.