Biskop er kongehusets præst fra på søndag: - Man skal være en smule nervøs

Biskop Henrik Wigh-Poulsen afløser forhenværende biskop Erik Norman Svendsen, der har varetaget hvervet som kongelig konfessionarius i 10 år

05:07

Dronningen har beskikket biskop over Aarhus Stift Henrik Wigh-Poulsen som kongelig konfessionarius fra den 1. april 2018.

Fra den 1. april kan biskop Henrik Wigh-Poulsen skrive kongelig konfessionarius på sit CV, når han officielt overtager hvervet.

Hans første opgave bliver påskegudstjenesten i Aarhus Domkirke, hvor dronning Margrethe vil være til stede i kirken.

Jeg er altid en lille smule nervøs, når jeg skal have en gudstjeneste. Det skal man være.

Henrik Wigh-Poulsen, biskop

Men biskoppen tror ikke, at han vil være mere nervøs end normalt, når gudstjenesten starter på søndag.

- Jeg tænker ikke over det. Jeg er altid en lille smule nervøs, når jeg skal have en gudstjeneste. Det skal man være. Jeg vil blive ked af det, den dag hvor jeg ikke mærker nervøsiteten, så vil jeg sørge for at den kommer i hvert fald. Men sådan en påskegudstjeneste i Domkirken er jo en fantastisk gudstjeneste med musik og sang og fantastiske tekster og så har man forhåbentlig også lavet en god prædiken, siger Henrik Wigh-Poulsen til TV2 ØSTJYLLAND.

Forberedt sig med biografier

Tilbage i december fik Henrik Wigh-Poulsen beskeden om, at han skulle overtage stillingen fra biskop Erik Norman Svendsen, der har varetaget hvervet som kongelig konfessionarius i 10 år.

Han har derfor haft god tid til at forberede sig på jobbet, og biskoppen har valgt at dykke ned i bøgerne for at blive klogere på kongehuset.

- Jeg har forberedt mig ved at læse mange af de glimrende biografier, der er skrevet om Hendes Majestæt Dronningen, og om kongehuset i det hele taget, fordi det er ligesom at sætte sig ind i en tradition og en historie. Sådan har det jo været hver gang, jeg har været præst et sted, så har jeg skulle sætte mig ind i stedets tradition og historie for det er jo vigtigt, når man skal i gang med sit arbejde, at man ved, hvad det er for en situation, man taler ind i, siger Henrik Wigh-Poulsen.

03:10

VIDEO: Henrik Wigh-Poulsen blev viet som biskop i forbindelse med en ceremoni i Aarhus Domkirke i 2015.

Luk video

Fik abonnement på Billed-Bladet

Da kollegaerne på Stiftskontoret i Aarhus hørt enyheden om biskoppens nye arbejde, så ville de også hjælpe lidt til. De gav ham derfor et abonnement på et helt særligt blad.

- Det var for sjov. Det var på stiftskontoret, der synes de, at så måtte de gøre lidt for, at jeg fik en lidt større viden om kongehuset, og så gav de mig et abonnement på Billed-Bladet. Jeg tror mest, at det er dem selv, der læser i det, siger Henrik Wigh-Poulsen.

Prinsesse Athena blev døbt i Møgeltønder i maj 2012. Det bliver muligvis Henrik Wigh-Poulsen, der skal stå for konfirmationen. Foto: Keld Navntoft - Ritzau Scanpix

Skal ikke gå på kompromis med arbejde som biskop

Som kongelig konfessionarius er man præst for kongehusets medlemmer. Den kongelige konfessionarius' arbejde består således i både barnedåb, bryllup og begravelse i den danske kongelige familie, ligesom han er præst ved mange af de gudstjenester, som kongefamilien deltager i. 

Læs også VIDEO: Se biskoppens julehilsen til folket

Alligevel tror Henrik Wigh-Poulsen fortsat, at det bliver som biskop i Aarhus Stift, at han kommer til at bruge mest tid.

- Nu må vi se. Jeg er jo biskop i Aarhus Stift, og det vil tage langt, langt størstedelen af min tid. Men så er der selvfølgelig nogle tidspunkter. For eksempel kan man nævne, at der jo kommer nogle konfirmationer undervejs. Jeg tror ikke, at jeg skal undervise de kommende konfirmander. Det er der sikkert nogle af de præster, som har virke i nærheden af kongehuset, der kan gøre, og så har jeg konfirmationen. Men jeg ved ikke så meget om det faktisk.

- Men det er ikke mit indtryk, at jeg pludselig skal til at gå på kompromis med mit arbejde som biskop i Aarhus Stift. Det tror jeg bestemt ikke.

FAKTA

Konfessionarius betyder skriftefader på latin, men bruges især om kongehusets præst.

Den kongelige konfessionarius er også dronningens personlige sjælesørger.

Henrik Wigh-Poulsen tiltrådte sit første præsteembede i 1989 og har været biskop i Aarhus siden 2015.