Bisgaard fravælger Randers i sidste øjeblik
Var ellers enig med klubben om en toårig aftale men har tilsyneladende i stedet valgt at forhandle med OB.
Alt var angiveligt faldet på plads, således at Morten Bisgaard skulle spille i SAS Liga-klubben Randers FC fra næste sæson, efter at han havde brudt med den engelske klub Derby.
Men nu tyder det på, at han alligevel ikke kommer til Randers.
- Vi er, eller skal vi sige var, enige med Bisgaard om en toårig aftale. Alle krav er og var opfyldt. Kun underskriften manglede, siger Randers-direktør, Jacob Nielsen, fredag til Randers Amts Avis.
Han mener, at vide at Bisgaard i stedet har indledt forhandlinger med OB, hvilket Morten Bisgaard ikke vil bekræfte.
- Jeg har ingen kommentarer. Ikke nyt fra mig. Det får jeg ikke noget ud af, siger Bisgaard.