Birthe Skaarup stopper i politik
DF-politiker vil fremover fokusere på familien
DF-politikeren Birthe Skaarup (DF) drosler ned for det politiske arbejde og vil fremover fokusere på familien.
Hun genopstiller derfor ikke til Københavns Borgerrepræsentation ved det kommende kommunalvalg i november.
Birthe Skaarup har repræsenteret Fremskridtspartiet og senere Dansk Folkeparti i både Aarhus Byråd og det tidligere Aarhus Amtsråd. Hun sad desuden i Folketinget fra 1998 til 2007.
- Efter en lang politisk værnepligt for Dansk Folkeparti i både by- og amtsråd i Aarhus efterfulgt af ti år i Folketinget, heraf syv år som formand for Folketingets Sundhedsudvalg, er tiden nu inde til, at familielivet skal have førsteprioritet, siger Birthe Skaarup i en pressemeddelelse.
73-årige Birthe Skaarup er mor til nuværende gruppeformand i Dansk Folkeparti, Peter Skaarup.