Birthe og Ebbe har lavet et testamente: Vi vil sikre hinanden
Parret Ebbe Rasmussen og Birthe Gleiss er ikke gift, og derfor har de lavet et testamente for at sikre hinanden og undgå konflikter, når den ene af dem eller dem begge ikke er her længere
En arv - stor eller lille - kan være en bombe i et ellers velfungerende familieliv.
Det er måske årsagen til, at flere og flere ifølge Tinglysningsretten vælger at få udarbejdet et skrifteligt testamente med beskrivelser af, hvordan værdierne skal fordeles. Blandt dem er Ebbe Rasmussen og Birthe Gleiss fra Horsens.
Læs også
Forholdet har 13 år på bagen, men Ebbe Rasmussen og Birthe Gleiss er ikke gift. Derfor blev de ret hurtige enige om at lave et testamente.
- Vi ville sikre hinanden, når den ene dør, siger Ebbe Rasmussen.
'Børnene bliver ikke snydt'
Som mange andre familier har parret både 'dine og mine' børn, og det gjorde dem kun mere opmærksomme på, at der skulle være styr på, hvem der skal arve hvad.
Læs også
- Vi ville jo først og fremmest sikre, at den længstlevende også kunne fortsætte med nogenlunde de samme muligheder, så hele arven ikke forsvandt til børnene, så man ikke kunne blive siddende i lejligheden, campingvognen skulle sælges, og hvad det ellers kunne være, siger Ebbe Rasmussen og fortsætter:
- Børnene får kun tvangsarven udbetalt i første omgang, og når den sidste af os så dør, bliver det udlignet, så børnene ikke bliver snydt på den måde.
Her på TV2 ØSTJYLLAND har vi tidligere beskrevet en spektakulær arvesag fra Randers Kommune, hvor en onkel blev gift med sin 40 år yngre nevø, som så efterfølgende arvede fem millioner kroner fra sin onkel. En sag, hvor den afdødes søster og en niece i et TV2-program mandag aften nu søger svar på, om den ældre mand vidste, hvad der foregik. Den historie kan du læse og se mere om her og i videoen herunder.
Vil også undgå konflikter
For parret i Horsens var testamentet deres måde at sikre sig mod, at der ikke opstår konflikter, når den ene eller dem begge ikke er her længere.
Læs også
- Vi har begge to de bedste børn, og vi tror ikke, at sådan noget kan ske, men det ved man alligevel aldrig, og det vil vi så undgå så meget vi overhovedet kan, så der ikke bliver diskussioner, siger Birthe Gleiss, pensionist fra Horsens.
Det er blevet nemmere at lave et testamente
Hvert år vælger omkring 30.000 danskere at få lavet et testamente gennem Tinglysningsretten. Sidste år valgte hele 37.101 danskere den løsning, og det er det højeste antal i otte år.
- Jeg tror, at der blev lavet flere testamenter sidste år, fordi der er kommet nye muligheder for at lave det via nettet. Det, at man kan gøre det online, gør det nemmere og mere tilgængeligt for folk, og det tror jeg nu afspejler sig i statistikken, siger Ulrik Grønborg, der er advokat fra Aarhus.
Han forklarer, at det ofte er uklarhed, der er årsag til arvestrid.
- Folk bliver ofte uvenner i arvesager på grund af uklarhed. Den afdøde har ikke gjort det klart inden sin død, hvem der skulle arve hvad og hvor meget. Mange sårede følelser kan undgås, hvis man ytrer sine ønsker inden, siger Ulrik Grønborg.
Man skal være realistisk
At skrive et testamente kan formentlig for mange være svært, fordi det betyder, at man samtidig tager stilling til døden. Men parret fra Horsens følte ikke, at sorgerne blev taget på forskud.
- Der er da ikke nogle sorger. Tværtimod, så er man fri for at spekulere på det, siger Ebbe Rasmussen og Birthe Gleiss supplerer:
- Det er da at være realistisk. Vi skal jo alle sammen herfra, vi ved bare ikke hvornår.
Søren Braskov, psykolog og professionel konfliktmægler, giver i videoen herunder gode råd om, hvordan du undgår, at en arv splitter familien.