Biolog: Derfor løb hjorteflok efter ulven
Biolog er imponeret over ny ulve-video, som ifølge ham er bevis for, at ulven er et sky dyr
- Det er da helt fantastisk! Og hamrende usædvanligt.
Biolog Bo Håkansson fra Danmarks Naturfredningsforening kan heller ikke få armene ned efter, at have set videoen af en ulv, som i lørdags blev optaget af en jæger i Borris i Vestjylland.
Han husker ikke, at have set lignende videoer fra sine kollegaer i Tyskland eller andre steder i Europa.
- Det er imponerende. Han har da virkelig skudt papegøjen, siger Bo Håkansson som kadeau til jæger Jan Mark, som formåede at fange ulvens løb gennem terrænnet på video.
VIDEO: Jæger filmede ulven under jagt
I videoen kan man se ulven flygte efter formentlig at have opdaget jægerne. Ulven løber om bag noget buskads, hvor en stor flok kronhjorte er samlet.
Mærkelig opførsel
Udover at videooptagelserne i sig selv er usædvanlige, så er Bo Håkansson også overrasket over måden som hjorteflokken reagerer på ulvens tilstedeværelse.
- Man kan se, at ulven kigger sig over sin højre skulder. Kronhjortene kigger vantro på den og løber efter ulven. Det er mærkeligt, at krondyrene løber i samme retning som ulven. Jeg ville ellers have gættet, at de ville have taget benene på nakken, siger han.
- De er nok også blevet skræmt af jægerne og måske ulven.
Ulven er et sky dyr
Videoen kommer bare få måneder efter, at der i oktober sidste år blev offentliggjort et still-billede af en ulv, som Naturhistorisk Museum og Naturstyrelsen havde fanget i et skovområde i Midtjylland.
Ekspert er ikke i tvivl: Det er fabelagtige optagelser af en ulv
Biolog Bo Håkansson mener, at videoen kan bruges til mere end blot at dokumentere ulvens tilstedeværelse:
- Det er også dokumentation for, at ulven er sky og bange for mennesker. Det viser videoen rigtig godt. Man kan se, at ulven rigtig gerne vil væk derfra, siger han og henviser til, at ulven beslutter sig for at stikke af efter at have opdaget jægerne.
Du kan se hele videoen, som jæger Jan Mark har filmet af ulven, i afspilleren øverst i artiklen.