Biograf-boss kåret som Årets Randersborger

Biografdirektør Morten Arnesen blev hædret, da Randers Ugen fredag blev skudt i gang

Foto: Randers Kommune

Morten Arnesen var ved juletid sidste år med til at få denne lys-hest sat op ved byens havn.

1 af 3

Morten Arnesen kommer fra København og har kun boet i Randers i otte år.

Derfor skulle man måske ikke umiddelbart tro, at han havde de bedste odds for at blive Årets Randersborger.

Ikke desto mindre var det den 41-årige biografdirektør, der fik overrakt den ærefulde pris, da den fredag blev uddelt på Østervold i Randers Midtby.

Morten Arnesen kom til Randers i 2008, hvor han satte sig til rette i direktørstolen for den nye Nordisk Film-biograf på Thors Bakke.

Foruden sin indsats som biografdirektør modtager Morten Arnesen ifølge Randers Kommune prisen som Årets Randersborger 2016 for at være engageret i byens og kommunens udvikling på andre områder.

Læs også Biografdirektør: Star Wars er mændenes Fifty Shades of Grey

Morten Arnesen er medstifter af Forum Randers, der arbejder med et stort udviklingsprojekt om at gøre Randers til lysets by.

Som formand for Randers City Forening kæmper han blandt andet for Randers som juleby med en flot lys-udsmykning og var i julen 2015 med til at få en stor lysende hingst ved Randers Havn på benene.

Han er også en af de bærende kræfter i udviklingen af et flodbad i byens havn.

- Måden du arbejder på er præget af energi, kreativitet og indlevelse, der sammen med dit sikre overblik skaber flotte resultater. Og sådan er det også, når du engagerer dig i andre sammenhænge (end biografen, red.), sagde Randers-borgmester Claus Omann Jensen (V), da Morten Arnesen fik overrakt prisen.

Læs også Han er årets Randers-borger

Prisen som Årets Randersborger består af et diplom, en dansk designgave med en Kay Bojesen-abe samt en buket blomster - og så selvfølgelig æren. Siden 1977 har kommunen tildelt prisen til en person, som har gjort en særlig indsats for Randers.

- Man kan lege alene, men når man leger med andre, bliver det sjovere. Og i Randers er der mange engagerede mennesker med mange gode tanker og ideer. Det giver mig energi til at engagere mig. Ligesom biografen har mange gode og kompetente medarbejdere, der gør at jeg kan tage ud og lave noget arbejde uden for huset, sagde Morten Arnesen i sin takketale.

Hæderen som Årets Randersborger uddeles altid ved åbningen af Randers Ugen. Randers Ugen 2016 begyndte i går og slutter næste søndag. 

00:59

På Randers Ugens første dag uddelte DF-politikeren rank Nørgaard lomme-askebægre til rygerne. Se mere i videoen her.

Luk video