Biltyv slap væk

Flere gange måtte politiet se kraftig firehjulstrækker forsvinde under biljagter i nat

Hverken Odder eller Århus politi har biler, som er hurtige nok til at følge med, når biltyve i hurtige, nye biler stikker af. Det viste sig med al tydelighed i nat, da en stjålet VW Touareg firehjulstrækker slap væk fra patruljevogne i to omgange, oplyser vagthavende ved politiet i Skanderborg.

Den stjålne bil er en særlig kraftig model med 10-cylindret 5-liters dieselmotor. Da den blev set på Ballevej i Odder klokken halv tre i nat, satte føreren speederen i bund og forsvandt, og politiets Ford Mondeo kunne ikke følge med. Halvanden time senere blev bilen set igen i Stjær, hvor situationen gentog sig.

Den voldsomme VW er stjålet i Århus den 26. november. Den tilhører et firma i Vejle og har registreringsnummer ST 96 240.