Bilsælger begår selvtægt
I Silkeborg har bilforhandler selv hentet en bil, fordi kunden ikke betalte afdrag. Men det er ulovlig selvtægt.
Camilla Petersen fra Skødstrup ved Århus købte sin brugte Citröen hos Bjarne Hjorth Automobiler i Silkeborg sidste år. Det skriver P4 Østjylland.
Bilen kostede 76.000 kroner, men der Camilla Petersen mente der var flere fejl på bilen, og stoppede med at betale afdrag.
- Det drejer sig om to afdrag og i alt 20.000 kr, som jeg ikke har betalt, fordi firmaet ikke har lavet bilen, som de lovede, fortæller Camilla Petersen til P4 Østjylland.
Derfor hentede firmaet bilen onsdag morgen, men det er i følge FDM ulovligt.
- Det er selvtægt, og det må man ikke begå. I den forbindelse er det ligegyldigt, hvor mange penge kunden skylder firmaet. Hvis firmaet ikke kan få sine penge, må de gå til fogedretten for at få hjælp, siger jurist Helle Brasch fra FDM til P4 Østjylland.
Hos Bjarne Hjorth Automobiler ønsker de ikke at udtale sig om sagen.