Billigst at sende mødre hjem
Sådan lyder det fra Aarhus Universitetshospital
Det er billigere at give gravide fødselsforberedelse og besøg hjemme af en jordemoder efter fødsel end at lade dem overnatte to nætter på sygehuset. Sådan lyder konklusionen på Aarhus Universitetshospitals projekt Rolig Start. Det skriver P4 Østjylland.
- Det er minimum 50 procent billigere, hvis de har et forløb i deres eget hjem i stedet for et forløb hos os på hospitalet, fortæller chefjordemoder Joan Dürr
Tryghed prioriteres
I projekt Rolig Start fik en gruppe førstegangsgravide tilbudt fødselsforberedelse samt besøg af en jordemoder i hjemmet efter fødslen. I bytte måtte de så afgive de normale to dage på patienthotel og dermed tage direkte hjem efter fødslen.
17 kvinder takkede ja til at deltage i projektet, og alle følte sig trygge ved det.
- Rolig Start har vist, at hvis vi forbereder patienterne grundigt og sørger for en god opfølgning efterfølgende, så er familierne rigtig tilfredse, og vi bruger vores ressourcer fornuftigt, forklarer Joan Dürr.