Billetter bliver revet væk
Festival mærker stigende interesse
Store musikalske navne som Lana Del Rey, The National, Franz Ferdinand og Quadron er i år et trækplaster for Aarhus-festivalen NorthSide.
I dag kan NorthSide Festival melde om udsolgte endags-billetter til lørdagens koncerter.
Festivalsgæster, som ikke er interesseret i en partoutbillet til alle tre dage, må derfor gå glip af blandt andre navne som Röykskopp og Robyn og Mew.
Billetsalget i år overgår indtil videre niveauet sidste år. Det skyldes blandt andet annonceringen af Lana Del Rey, som ifølge arrangørerne har fået salget af billetter til hastigt at stige:
- Interessen for NorthSide er konstant stigende, hvilket vi kan se både i kommunikationen med folk på de sociale medier, hvor det er tydeligt, at folk har høje forventninger til dette års festival, og i vores billetsalg, der lige nu går helt forrygende. Vi har lige nu solgt mere end dobbelt så mange billetter som samme tid sidste år, siger talsmand John Fogde i en pressemeddelelse.
Der er fortsat endags-billetter til både fredag og søndag, men man skal være hurtigt ude, meddeler arrangørerne.