Billetsalg til NorthSide går strygende
Kombibillet til SPOT/NorthSide er udsolgt
NorthSide festivallen har for alvor gang i billetsalget i år. Den unge Aarhus-festival har på nuværende tidspunkt solgt dobbelt så mange billetter som på samme tid sidste år.
- Folk taler rigtig meget om festivalen i år, og det kan vi mærke. Det går rigtig godt. Vi er ikke tæt på udsolgt, og skal nok give vores fans besked, når vi nærmer os, siger talsmand for festivalen, John Fogde.
Hvor mange billetter der nøjagtigt er solgt, vil talsmanden ikke ud med, alene for at undgå, at sortbørsspekulanter hamstrer. Men netop i dag er kombi-billetten SPOT/NorthSide udsolgt.
- I 2012 solgte vi de sidste kombibilletter i slutningen af marts, så det er fantastisk, at vi denne gang allerede kan melde udsolgt af den populære kombibillet midt i februar. Samarbejdet er med til at sætte fokus på begge festivaler, og forhåbentlig har den samlede besparelse gjort, at vi får nye gæster på begge festivaler, siger John Fogde.
Hans glæde deles af SPOT Festivalens leder Gunnar Madsen:
- Det er glædeligt, at salget af kombibilletter er gået endnu hurtigere end sidste år. Vi håber, at interessen for de to musikbegivenheder vil fortsætte - og ser frem til at forkæle publikum på SPOT med en række spændende koncerter med nye danske kunstnere, siger Gunnar Madsen.
NorthSide kan opleves for 4. gang, i år den 14-16 juni og har blandt andre navne som Nick Cave, Band of Horses, Portishead, og Arctic Monkeys på plakaten. SPOT festivalen foregår 3-4. maj.