Bilkas tag styrtet sammen

Dansk Supermarked gennemgår varehuse, efter at snemasserne fik dele af taget til at styrte sammen på Bilka ved Århus.

Bilka-varehuset i Tilst ved Århus blev natten til lørdag det næste sted, hvor taget bukkede under for snemasserne.

Dele af taget over havecentret styrtede sammen ved totiden. Ingen mennesker kom til skade.

Uheldet har fået ledelsen i Dansk Supermarked til at udføre en ekstraordinær gennemgang af snesituationen på tagene i 14 Bilka-varehus og tre A-Z-forretninger over hele landet.

- Vi vurderer, at det er nødvendigt med en sådan gennemgang, så kunder og medarbejdere kan føle sig sikre i vores varehuse. Alle ansvarlige er derfor kaldt på arbejde i morgentimerne for at få skaffet overblik og gribe ind over for eventuelle sneproblemer. Varehuset i Tilst bliver selvsagt ikke åbnet, før vi har stabiliseret bygningen og ryddet op efter skaderne, siger informationschef Erik Eisenberg.

Tidligere på ugen er et haltag ved Metro i Tranbjerg og en gokarthal i Viby også bukket under for snemasserne.