Bilka-varehus for Højesteret
Striden om ulovligt opført Bilka-varehus kommer igen for Højesteret
De store vil tryne de mindre og de små. Med lovlige eller ulovlige midler. Det har i årevis været påstanden fra de mindre aktører og en del af essensen i kampen om dagligvarekunderne i Danmark.
Siden Dansk Supermarked, domineret af A.P. Møller Maersk, tilbage i 1999 afslørede sin omdiskuterede plan om at bygge et Bilka på havnen i Horsens, har striden om det såkaldte lavprisvarehus været en særdeles bekostelig affære - tidsmæssigt, økonomisk og i presseomtale.
Det gælder både for jurister, politikere og sagsbehandlere hos offentlige myndigheder og i dagligvarebranchen.
Nu får den komplicerede sag endnu en tur i retsmaskineriet, når Højesteret mandag domsforhandler striden i den oprindelige principsag om lovligheden af Bilka i Horsens.
Den sag drejer sig grundlæggende om, hvorvidt størrelsen af butikken på over 10.000 kvadratmeter er i orden eller ej. Er den opførte butik, der åbnede den 27. marts 2001, for stor? Ja, sagde landsretten og siden Højesteret.
Men Naturklagenævnet, der havde givet tilladelsen, ankede og banede derefter vej for den senere lovliggørelse af lavprisvarehuset. Og butikken består.
I mange kommuner, der også havde interesse i at få et Bilka-varehus, var man frustrerede over, hvordan det var lykkedes i Horsens at få gradbøjet lovgivningen med det resultatet, at butikken blev opført og fik lov at bestå.
Holdt liv i modstanden
Gennem alle årene har det været de små købmænd og mindre kæder under De Samvirkende Købmænd (DSK), der har holdt liv i modstanden mod de store dagligvarebutikker.
Modsat har Dansk Supermarked kæmpet for en lempelse af planreglerne, så der kan bygges flere end de 16 Bilka'er i Danmark, og så der kan etableres flere og helst større Føtex-butikker.
Direktør John Wagner fra DSK mener, at lovliggørelsen af Bilka i Horsens er en meget betændt sag.
Han forstår ikke, hvordan der var en planmæssig begrundelse for at lovliggøre butikken. Samme begrundelse kan mange andre byer påberåbe sig, mener han.
- Hvorfor er det altid Dansk Supermarked og aldrig Coop, der har sagerne med planmyndighederne, spørger John Wagner og henviser til lokalplan-tvister om Bilka eller Føtex i en række byer.
Udover Horsens og helt aktuelle Fields i Ørestaden er det Viborg, Hjørring, Herning, Sønderborg, Slagelse, Hillerød og Ringsted.
Vil ikke udtale sig
Dansk Supermarkeds juridiske chef Henrik Kirketerp vil ikke udtale sig om Coops dispositioner.
- Vi er glade for vores lavprisvarehuse, og kunderne kan lide at handle i dem. Med vores ekspansionspolitik risikerer vi at få sager. Det er logisk, når man er i frontlinien, siger Henrik Kirketerp.
Dansk Supermarked er parat til - hvis det var muligt - at etablere tre Bilka varehuse i Nordsjælland.