Biljagt på Djursland: Måtte opgive at indhente dunjakke-tyve
To mænd snød indehaver af tøjforretning på Djursland
Et årvågent vidne gjorde sent mandag eftermiddag sit bedste for at forpurre et tyveri i Hornslet på Djursland.
Da to ukendte gerningsmænd forsøgte at stikke af med stjålne jakker fra en tøjbutik på Byvej, satte det mandlige vidne efter tyvenes bil.
Læs også
Biljagten sluttede dog efter et stykke tid, da farten blev så høj, at vidnet vurderede, at det var uforsvarligt at fortsætte forfølgelsen.
En bil ventede udenfor
Umiddelbart inden biljagten var de to mænd kommet ind i tøjforretningen i Hornslet, hvor de ifølge politiet var meget interesserede i en bestemt type jakke.
Den ene gik op til kassen og bad indehaveren om at pakke en jakke ind til gave. Mens indehaveren var beskæftiget med indpakningen, tog de to mænd pludseligt fire dunjakker fra butikken og løb ud af døren. Ude på gaden ventede en bil på dem, og tyvene sprang derefter ind i den og kørte fra stedet.
Læs også
Det mandlige vidne forsøgte at køre efter tyvene, men valgte altså senere at opgive forfølgelsen.
Gerningsmændene kørte i en sort Ford Mondeo.
Østjyllands Politi hører meget gerne fra vidner, der har set de to mænd eller bilen, da den kørte fra Hornslet. Politiet kan kontaktes på tlf. 114.
Signalement
A:
Mellemøstlig af udseende, brun hudfarve
25-30 år
175-180 cm. høj
Kort hår
Iført grøn Tommy Hilfiger-dunjakke
B:
Mellemøstlig af udseende, brun hudfarve
25-30 år
180-185 cm. høj
Muskuløst bygget
Sort, mellemlangt hår og sort fuldskæg
Iført grå Lacoste-dunjakke, sorte Armani-joggingbukser og sorte Nike-sko