Biljagt på motorvejen
Dramatisk jagt endte med anholdelse af undvegen psykiatrisk fange i stjålet VW Passat.
Efter 40 minutters biljagt anholdt Århus Politi omkring kl. 6 i morges en undsluppen patient fra Psykiatrisk Hospital, der kørte i en stjålet grå VW Passat.
Den dramatiske jagt begyndte, da en patruljevogn ved frakørsel 51 nord for Århus fik øje på den efterlyste bil, der var på ved mod syd. Da betjentene ville stoppe bilisten, stak han af i høj fart. Efter nogen tid kørte han omkring Hørning bort fra motorvejen, men lidt senere ind på den igen, nu i nordgående retning, og lidt efter atter ud, denne gang ad frakørsel 46 ved Ikea-rundkørslen.
Her lagde politiet en sømmåtte ud, så bilen punkterede og føreren måtte opgive at køre videre. Han prøvede nu at stikke af til fods, men blev indhentet og anholdt. Det viste sig at være en gammel kending af politiet.
Han var i januar blevet varetægtsfængslet for tyveri og anbragt på den lukkede afdeling på Psykiatrisk Hospital. Kort tid efter lykkedes det ham at flygte.
Ved et grundlovsforhør i dag blev manden igen varetægtsfængslet, denne gang for fire uger.