Biljagt med 220 km/t
Politibetjent måtte springe for livet
To personer blev i nat anholdt efter en voldsom biljagt i Aarhus-området.
En politipatrulje fik kort før kl. 02 øje på en stjålet Audi A6 på Djurslandsmotorvejen ved Lystrup. Patruljen satte efter bilen, der i stedet for at standse med høj fart kørte ad motorvejen mod vest.
- Hastighederne nåede op over 200 km/t, fortæller politikommissær Mogens Brøndum fra Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Måtte springe for livet
Den stjålne Audi kørte videre ad Motorvej E45, hvorefter den drejede fra ved motorvejsafkørslen ved Tilst.
- Vi lagde sømmåtter ud over kørebanen, men det lykkedes føreren at komme uden om. Bilen var tæt på at påkøre en betjent, som måtte springe for livet, siger politikommissær Mogens Brøndum.
De to mænd i bilen blev senere anholdt på Holmstrupgårdvej i Brabrand i det vestlige Aarhus.
Føreren forsøgte ifølge politiet at vende bilen ved at køre op over fortovet og cykelstien, men på det tidspunkt var der så mange politibiler på stedet, at han måtte opgive.
Fremstilles i grundlovsforhør
Den 28-årige fører af bilen samt hans 24-årige mandlige passager bliver senere i dag fremstillet i grundlovsforhør ved byretten i Aarhus.
De to mænd er sigtet for at have stjålet bilen under et indbrud i Horsens.
Føreren er desuden sigtet for en lang række overtrædelser af færdselsloven og for at have bragt en betjent i fare.