Biljagt: Kørte ned ad skrænt
19-årig kørte ned ad skrænt i Mindeparken efter biljagt i det indre Aarhus
15. apr 2011, kl. 10:17
Mere end 30 dage gammel
Biljagten begyndte ved tre-tiden natten til fredag, hvor betjentene i en af politiets patruljevogne forsøgte at få den 19-årige til at standse.
Den 19-årige nægtede dog at køre ind til siden, og politiet jagtede derfor den unge bilist igennem Aarhus Midtby og videre ad Oddervej.
Her mistede den 19-årige ifølge politiet herredømmet over bilen, som kørte ned ad en skrænt i Mindeparken.
- Den 19-årige uskadte fører undløb fra stedet, men blev anholdt umiddelbart efter, oplyser Østjyllands Politi.
Den 19-årige er både sigtet for at have stjålet bilen og for at have kørt bil, mens han var påvirket af alkohol. Han blev løsladt efter afhøringen på politigården.