Bilister blæser på rødt lys

I løbet af en time mandag morgen kørte 77 biler over for direkte rødt i fem kryds i Århus, afslører undersøgelse foretaget af avis.

Selvom kørsel frem mod rødt lys siden den 1. september i fjor har kostet et klip i kørekortet, så fortsætter bilisterne ufortrødent med at give gas, når den grønne farve for længst er væk. Det viser en undersøgelse, fortaget af JP Århus.

Mandag morgen observerede fem medarbejdere fra JP Århus fra kl. 8.30-9.30 fem kryds forskellige steder i byen.

77 biler - mere end én i minuttet - blæste over for direkte rødt, mens 215 kørte ind i krydset, da signalet viste gult, uden at være ude inden det skiftede til rødt.

Vejbanen var ellers glat, men det holdt ingen tilbage. Både bilister og lastbilchauffører gassede op, når de i god tid før krydset kunne se, at signalet skiftede til gult.

Alle 292 noterede i avisens optælling gjorde sig skyldige i en forseelse, der normalt giver bøde eller klip i kørekortet.

I løbet af det seneste år har der været adskillige dødsulykker i Århus, hvor den direkte årsag var kørsel over for rødt lys