Bilist stadig i livsfare
67-årig kvinde kørte ind i skraldebil
En 67-årig kvinde er stadig i livsfare, efter at hendes bil mandag eftermiddag stødte sammen med en skraldebil på Horsensvej syd for Odder.
Under et sving ud på vejen kom den lille personbil med trailer over i den forkerte kørebane, hvor den kørte direkte ind i skraldebilen.
Kvinden blev hårdt kvæstet kørt til Aarhus Sygehus, hvor hun stadig meldes i livsfare.
- Der er ingen udvikling i hendes tilstand siden i går, siger politiets vagtchef til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Mandlig passager indlagt
Foruden den 67-årige kvindelige bilist befandt der sig en 64-årig mandlig passager i bilen. De to personer kommer begge fra Aarhus-forstaden Åbyhøj.
Manden blev ligesom kvinden kørt til behandling på sygehuset, men er dog ikke kommet alvorligt til skade.
Føreren af skraldebilen slap uskadt fra ulykken, men er ifølge politiet stærkt chokeret.
Ulykken på Horsensvej fandt sted i området mellem Ørting og Odder.