Bilist sover rusen ud
Polsk bilist måtte overnatte i detentionen
Alkohol og bilkørsel har alle dage været en dårlig kombination - og ikke mindst ulovlig og livsfarlig. En polsk bilist med alkohol i blodet måtte en tur på marken, før han stoppede kørslen.
En 36-årig polsk mand havde fået en del mere indenfor vesten, end hvad der er lovligt at køre på. Lørdag aften blev han faktisk så beruset, at han endte med at køre sin bil ud på en mark og væltede om på taget i Tranbjerg ved Aarhus.
Ved blodprøven blev der konstateret, at han tydeligvis var påvirket af alkohol.
- Manden var så påvirket af alkohol, at vi valgte at tage ham med tilbage til detentionen, så han kunne sove rusen ud, siger vagtchef Jesper Drejer.
Den polske bilist kunne ikke frakendes føreretten, da han ikke havde noget kørerkort, men han kan nu se frem til en bøde.