Bilist påkørte anden bil med vilje
Fire-hjulstrækker forfulgte midaldrende ægtepar gennem Skanderborg og kørte ind i dem ved politistationen.
For øjnene af flere betjente kørte en mand i en fire-hjulstrækker torsdag aften helt bevidst ind i en anden bil, umiddelbart efter den var blevet parkeret ved politistationen i Skanderborg.
Da føreren af den parkerede bil derefter steg ud, kørte fire-hjulstrækkeren hen imod ham, så han måtte springe for livet. fire-hjultrækkeren kørte derpå væk i høj fart ad Adelgade.
Det dramatiske forløb var begyndt med, at fire-hjulstrækkeren tilsyneladende uden grund var begyndt at forfølge den anden bil, hvori der sad et midaldrende ægtepar. Det fik ægteparret til at ringe fra en mobiltelefon til politiet og køre ind ind til byens politistation.
Ifølge vagthavende hos politiet kørte fire-hjultrækkeren næsten med kofangeren helt oppe mod ægteparrets bil, da de nåede frem til politistationen, hvor den bevidste påkørsel skete, mens flere overraskede betjente så på. Inden betjentene fik hentet nøgle til en patruljevogn og indledt forfølgelsen, var fire-hjulstrækkeren forsvundet.
Politiet leder nu efter ejeren af fire-hjulstrækkeren - en 28-årig mand fra Horsens.
Se mere i TV2 | ØSTJYLLAND kl. 19.30.