Bilist kørte ind i asfalt-lastbil
40-årig mand overså alle advarsler, da han bragede igennem afspærring og direkte ind i lastbil i Silkeborg.
En 40-årig mandlig bilist fra Ikast overså tilsyneladende alle advarsler, da han onsdag aften ved 21-tiden kørte galt på Kaj Munks Vej i Silkeborg.
På grund af asfaltarbejde var der opsat en afspærring i den vejbane, som manden kom kørende på. Derudover havde en person taget opstilling for at advare trafikanterne.
Alligevel fortsatte den 40-årige med stor fart forbi personen, der advarede, og ind gennem afspærringen og direkte ind i en lastbil, som aflæssede asfalt.
Ifølge Midt- og Vestjyllands Politi pådrog den 40-årige sig formentlig alvorlige skader. Efter uheldet blev han kørt til sygehuset i Herning. Ingen andre personer kom til skade ved uheldet.