Bilist i ulovlig U-vending: Påkører letbanen i kryds

Torsdag eftermiddag holdt et letbanetog kortvarigt stille, efter en bilist var skyld i et sammenstød

Politiet kom hurtigt til stedet og fik styr på situationen.

Nu er letbanen i Aarhus blevet påkørt 18 gange. Torsdag eftermiddag omkring kl. 14.30 skete der et sammenstød mellem en personbil og et tog, fordi bilisten foretog en ulovlig U-vending.

Uheldet skete i krydset Nehrus Allé og Randersvej i det nordlige Aarhus.

Det her er et godt eksempel på, hvorfor man skal lade være med at lave en U-vending, hvor man ikke må. Nu er der jo også risiko for at ramme et letbanetog.

Janni Lundager, Østjyllands Politi 

- Bilisten laver en ulovlig U-vending og rammer letbanen. Der skete intet alvorligt i forbindelse med sammenstødet, og trafikken glider igen nu, siger kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi, Janni Lundager, til TV2 ØSTJYLLAND.

Kortvarigt var krydset spærret, og letbanetoget holdt stille.

Der er dog ifølge politiet kun sket mindre lakskader på bilen og toget.

- Det her er et godt eksempel på, hvorfor man skal lade være med at lave en U-vending, hvor man ikke må. Nu er der jo også risiko for at ramme et letbanetog, siger Janni Lundager.

Tages ud af drift

På trods af de begrænsede skader tages letbanetoget ud af drift. Det er nemlig standardprocedure, oplyser kommunikationschef hos Aarhus Letbane, Jens Velling. 

Toget har fået en ridse på fronten på størrelse med en hånd, men det er standard, at vi tager det ud af drift.

Jens Velling, Aarhus Letbane 

- Toget har fået en ridse på fronten på størrelse med en hånd, men det er standard, at vi tager det ud af drift. Ligesom vi debriefer med chaufføren, siger Jens Velling til TV2 ØSTJYLLAND. 

Letbanedriften kører igen planmæssigt.

Uheldet skete i krydset Nehrus Allé og Randersvej. Foto: Google Maps