Bilist dræbt i ulykke
Personbil påkørte saltspreder nord for Aarhus
En 68-årig kvindelig bilist har i eftermiddag mistet livet i en alvorlig trafikulykke, oplyser vagtchefen ved Østjyllands Politi.
Ulykken skete klokken 14.45 omkring Mejlby nord for Aarhus.
Ifølge Østjyllands Politi er ulykken sket på strækningen mellem Mejlby og Hårup.
Føreren af personbilen mistede formentlig herredømmet over bilen på grund af det glatte føre og ramte en saltspreder.
Se: Saltspreder og lastbil påkørt
Indsatsleder Peter Hellstrøm fra Østjyllands Politi fortæller til TV 2 | ØSTJYLLAND, at føreren af saltsprederen er blevet afhørt.
Føreren har fortalt, at han så bilen komme kørende imod ham. Pludselig begyndte den at slingre og derefter kørte saltsprederen og bilen frontalt sammen.
Ifølge Østjyllands blev kvindens 71-årige mand alvorligt kvæstet ved ulykken. Han svæver lige nu mellem liv og død.