Bilfri gade i Grenaa

Mogensgade lukker for bilkørsel i to uger

Foto: Google Maps

Hvad betyder det for Grenaa bymidte, hvis man ændrer trafikstrømmen? Det vil Norddjurs Kommune nu undersøge.

Kommunen lukker derfor en del af Mogensgade for bilkørsel fra den 13. til den 26. oktober.

- I kommunalbestyrelsen er vi meget optaget af, at Grenaa bymidte skal være et både hyggeligt og dynamisk sted at færdes, og pladserne er helt centrale for byens liv, så nu skal vi afprøve mulighederne for nye funktioner og faciliteter, siger Else Søjmark (S), formand for kultur- og udviklingsudvalget, i en pressemeddelelse.

Forsøget foregår i skolernes efterårsferie og ugen efter for både at undersøge ferie- og hverdagssituation. Cyklister og busser vil fortsat kunne passere, lige som parkeringsmulighederne i midtbyen ikke vil blive påvirket.

Forsøget med bilfri Mogensgade er også blevet drøftet med ShopiCity Grenaa.

- Dette forsøg giver en rigtig god mulighed for at se idéen med at skabe sammenhæng op mod kirken og et mere trygt torv. Et trygt og aktivt torv hvor alle aldre kan færdes uden biler. Vi er meget positive over for forsøget, og vi glæder os meget til at evaluere på det efterfølgende, siger formand for ShopiCity, Carsten Thygesen.

Om løsningen på sigt kunne blive permanent, det må tiden - og forsøget - vise.

- Før vi tager de endelige beslutninger om permanente forandringer, er det vigtigt, at byens borgere og erhvervsdrivende hjælper os godt på vej med deres kommentarer, så vi kan finde frem til gode og langtidsholdbare løsninger, siger Else Højmark.

Borgere, erhvervsdrivende og besøgende kan komme med kommentarer på www.grenaa-den-levende-by.norddjurs.dk