To biler involveret i uheld på E45

En vognbane er midlertidigt spærret ved Randers

Foto: Google Maps

Søndag aften er der sket et trafikuheld på E45 ved Randers Syd i nordlig retning.

- To biler er involveret i uheldet, og der er en person, som er teknisk fastklemt i den ene bil, siger vagtchef Carsten Dahl fra Østjyllands Politi.

Det vil sige, at redningsarbejdere skal skære personen fri, så denne kan komme bedst muligt ud af bilen.

Østjyllands Politi opfordrer trafikanterne på strækningen søndag aften til at sænke farten og vise hensyn til politiet og redningsarbejderne på stedet.

Carsten Dahl fortæller, at den ene vognbane i nordgående retning på E45 ved Randers Syd er midlertidigt spærret på grund af uheldet.

Opdatering:

På Twitter oplyser Østjyllands Politi søndag aften klokken cirka 20.00, at alle vognbaner igen er åbne på strækningen.