Bil- og containerbrandene fortsætter: - Vi vågnede af eksplosioner

Hele ugen har det vestlige Aarhus været plaget af brande i containere og biler, og natten til lørdag var ingen undtagelse.

01:04

VIDEO: Bilerne holder tæt nok til, at branden kunne sprede sig. Heldigvis var Aarhus Brandvæsen hurtige til at reagere på opkaldet.

Påsatte brande er fortsat et problem i det vestlige Aarhus.

Læs også Påsatte brande for tredje nat i træk

Natten til lørdag er brandvæsenet nemlig rykket ud til ildspåsættelser i forstæderne Brabrand og Viby. Alt fra biler til containere er blevet futtet af, og der er ingen tvivl om, at brandene er påsat med fuldt overlæg.

Min kone og jeg vågnede i nat ved, at der lød eksplosioner.

Kjeld Benndahl, Aarhus V

- Vi må næsten gå ud fra, at de er påsatte. Der er blandt andet dæk, der er blevet slæbt ud på vejen. Klokken 04.09 kommer de første anmeldelser fra Rosenhøj. Der har været flere containere og et par biler også, siger Johnny Damgaard, der er indsatsleder hos Østjyllands Politi.

Containerbrande har der været rigeligt af i den forløbne uge.

Også i Viby syd for Aarhus er biler blevet brændt ned. Ejeren til en af de brændte biler kommer fra København og var på besøg hos en bekendt.

- Vi vågner op til noget, der lyder som en eksplosion. Jeg fik at vide, at det var noget fyrværkeri. Så kigger vi ud, og jeg kan se flammer, og der var sat ild til min bil, siger bilejeren, der ikke ønsker at fremstå med navn.

I det vestlige Aarhus var der natten til lørdag gang i især mange containerbrande, og Kjeld Benndahl, der bor med sin kone i området, var vidne til flammerne.

- Min kone og jeg vågnede i nat ved, at der lød eksplosioner. Så stak vi hovedet ud af vinduet, og så var der ild i bilen på parkeringspladsen. Efter noget tid opdagede vi, at der var brand længere oppe også i flere containere. Det er ikke rart at bo op ad, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Ejeren til en af de brændte biler var blot på besøg hos en bekendt, der bor i området. Hun kommer dog ikke til at køre hjem igen i den.

Hurtig reaktion fra brandvæsenet

Den første anmeldelse kom til brandvæsenet klokken 04.09, og så gik det ellers stærkt. Den var efterfulgt af endnu en klokken 04.10 og en 04.11.

Annike Martinez anmeldte en af brandene, efter hun så tre mænd sætte ild til en bil.

En af dem, der ringede 112 var Annike Martinez, der bor i Aarhus V. Hun vågnede af larmen, og da hun kiggede ud af vinduet, kunne hun se tre unge fyre, der hældte benzin på en bil.

Jeg kunne se, at de løb væk, og så løb de lidt og stod og kiggede, mens jeg talte med politiet. Så kom brandvæsenet fire-fem minutter efter. Det blev slukket meget hurtigt.

Annike Martinez, Aarhus V

- Jeg kunne se, at de løb væk, og så løb de lidt og stod og kiggede, mens jeg talte med politiet. Så kom brandvæsenet fire-fem minutter efter. Det blev slukket meget hurtigt, og de var meget hurtige til at reagere, siger hun.

Brandvæsenets hurtige reaktion har været vigtig for at begrænse de påsatte brandes omfang, for området er tæt bebygget og tæt befolket.

Fra deres vindue kunne Kjeld Benndahl og hans kone se flere brande i det vestlige Aarhus.

- Bilerne holder tæt, og der holder rigtig mange biler herude, så det kunne have været hele rækken, den brændte. Det kunne være gået meget galt, siger Annike Martinez til TV2 ØSTJYLLAND.

For den anonyme bilejer i Viby har chokket efterhånden lagt sig, men hvis man tror, at skaderne kun har været materielle, bare fordi ingen blev brændt, tager man fejl.

- Jeg griner nu, men jeg tudede lidt, da jeg opdagede det. Det var ret rystende, for det er første gang, jeg oplever sådan noget. Jeg var vred for at være helt ærlig, for jeg kan ikke forstå, hvordan man kan gøre sådan noget ved andre folks ejendom, siger hun.

Kjeld Benndahl og hans kone vågnede med et chok til et brag. Da de kiggede ud af vinduet, kunne de se flere brande.

Brandene har hærget området hele ugen, og en 16-årig dreng er blevet anholdt, efter han blev set gemme en plastdunk med brandbar væske natten til tirsdag.

Motivet er ukendt

Østjyllands Politi er dog stadig ikke sikre på, hvad motivet bag påsættelserne er.

Problemet er, at når vi er derude for at slukke brande, så tager det længere tid for os at komme ud til andre, alvorlige brande.

Anders Rathcke, afdelingschef, Østjyllands Brandvæsen

- Det er formentlig utilpassede unge, der ikke har andet at lave i ferien, siger Michael Ørum, der er vagtchef hos Østjyllands Politi.

Eftersom brandene hidtil har været i containere og biler, har der ikke været mennesker i direkte fare for flammerne.

Men indirekte kan det give problemer for borgere, der har brug for brandvæsenet andre steder.

Selvom brandvæsenet reagerede hurtigt, brændte bilen helt ned.

- Problemet er, at når vi er derude for at slukke brande, så tager det længere tid for os at komme ud til andre, alvorlige brande, siger Anders Rathcke, der er afdelingschef hos Østjyllands Brandvæsen, til TV2 ØSTJYLLAND.

Om motivet er kedsomhed vides ikke med sikkerhed. Uanset hvad er der ingen grund, der er god nok til at sætte ild til andres ting.

Læs også Østjyllands Politi lukker bandes klublokaler i Aarhus

- Der er ikke noget logik bag det for mig. Jeg vil gerne have, at de bliver fanget, og at de bliver stillet for loven og bliver straffet retmæssigt, så de ikke gør det igen. Jeg er ikke herfra. Jeg har ikke og har aldrig haft noget med det her at gøre, siger bilejeren, der må finde en anden kørelejlighed tilbage til Sjælland.