Bil med 100 km/t på cykelsti
Vanvidsbilist løsladt af dommer
Kørsel med 100 kilometer i timen på cykelstien - i en bil og i påvirket tilstand. Det var blandt de lovovertrædelser en 33-årig mand blev bedt om at forklare dommeren, da han i dag, onsdag, blev fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus.
Dommeren valgte at løslade den 33-årige efter retsmødet.
Anklagemyndigheden sigter den mandlige bilist for at overtræde straffeloven paragraf 252 ved tirsdag aften klokken 18.32 'i grov kådhed' at have kørt på cykelstien ved Hasle Ringvej med ikke under 100 kilometer i timen. På cykelstien passerede bilisten en cyklist med kun tyve centimeters afstand. Politiet vurderer, at den kvindelige cyklist blev udsat for 'nærliggende fare' ved overhalingen.
Overhalingen skete under en biljagt, hvor politiets patrujlevogn forsøgte at få den påvirkede mand til at standse.
To minutter senere, da flugtbilisten kørte ned ad Paludan Müllers Vej og passerede sidevejen Ekkodalen, så politiets patrulje, hvordan en kvindelig fodgænger måtte springe tilbage for ikke at blive ramt af flugtbilen.
Klokken 18.36 lykkedes det politiet at anholde bilisten. Da var han forulykket med bilen på Staghøjvej og forsøgte at undslippe politiet til fods.
Manden sigtes blandt andet for at have ført personbil under påvirkning af euforiserende stoffer, for at have kørt over for rødt lys og for ikke at have efterkommet politiets anvisninger.
Efterlyser stadig vidner
Østjyllands Politi ønsker stadig at tale med den kvindelige cyklist og den kvindelige fodgænger, der blev bragt i fare af bilistens vanvidskørsel. Vidnerne bedes henvende sig til Østjyllands Politi på 114 eller 8731-1448.