Bil kørt i havnen i Aarhus

Politi og brandvæsen er ved at bjærge en bil i land på havnen i Aarhus

Arkivfoto

Østjyllands Politi og Aarhus Brandvæsen er onsdag aften i gang med at finde en bil i vandet og bjærge den i land, efter den omkring klokken 20.30 kørte i vandet.

Vidner har set en person svømme i land for derefter at køre væk i en anden bil.

Både politi og brandvæsen tager sagen meget alvorligt, selvom der måske kan være tale om drengestreger eller lignende.

- Vi er i gang med at undersøge, hvad der præcist er foregået, men vi har ikke en formodning om, at der er personer i køretøjet. Dykkerne arbejder på stedet lige nu, siger vagchefen ved Østjyllands Politi.

Bilen er kørt i vandet ved Irma Pedersens Gade ikke langt fra Strandbaren på Aarhus Havn.

- Vi har dykkere i vandet, men sigtbarheden er dårlig, så vi bruger også en båd med en sonar, som kan se, hvad der er på havbunden, siger indsatsleder ved Aarhus Brandvæsen Johnny Damgård.

Han fortsætter:

- Der kan være tale om drengestreger, men vi er nødt til at være sikre på, at der ikke er nogen i vandet, og derfor arbejder vi intensivt hernede med fuld styrke.