Biffen åbner for tømmermænd
Århusiansk biograf uddeler brækposer og panodiler til tømmermændsramte søndagsgæster.
Nu skal det også være sjovt at gå i biografen dagen efter den store bytur, skriver avisen Urban.
Selv om hovedet er tungt og øjenlågene vil falde i, kan du godt møde op i Øst for Paradis i Paradisgade i Århus. Fra på søndag bliver der 'tømmermands- arrangement' med titlen 'Søndage i Paradis'.
- Du er velkommen til at medbringe din dyne og tage skoene af, når du klokken 14 går ind i salen, siger en af initiativtagerne, Nina Bolvig Drews-Hansen.
På søndag er 'Nightmare Before Christmas' på lærredet. Før filmen bliver der serveret rundstykker og kaffe til chillout-toner i cafeen, og hos en af tømmermændsenglene, som bærer vinger, kan man bestille pizza.
Englene har også brækposer, panodiler og en skulder at græde ved, hvis du skulle være ked af det efter weekendens bedrifter.