Bier summer ind i Aarhus
Bistader sættes op i byen
Det kommer til at summe af liv i Aarhus næste forår. Det fortæller DR Østjylland.
En ny forening vil sætte bistader op rundt omkring i byen for at give bierne en håndsrækning. Initiativtager Lene Kiel har planer om, at rådhuset også skal være med.
- De kunne stå op taget eller i rådhusparken eller en af de andre grunde, kommunen har rundt omkring, siger Lene Kiel.
Hun er biavler i Odder og socialrådgiver, og hun mener, at foreningen Bistad kan slå 2 fluer med ét smæk. Det er nemlig meningen, at bistaderne skal passes af socialt udstødte. På den måde kan man både give bipasserne en meningsfuld opgave og hjælpe bierne.
- Bien er et truet dyr. Der er kraftig nedgang i antallet af bier på verdensplan, og der er enorm fokus på biavl på verdensplan, fordi det er vigtigt, at bierne bevares. De er vores allerbedste bestøvere at diverse afgrøder, forklarer hun.
Ingen grund til nervøsitet
Mange mennesker vil nok få nervøse trækninger af at se bistaderne skyde op rundt omkring i Aarhus, men det er der ingen grund til.
Når man bliver stukket, er det tit af aggressive hvepse.
Ifølge Lene Kiel stikker bier kun i selvforsvar, hvis man for eksempel træder på dem.
- Der kan være rigtig mange bier i Aarhus, uden at man vil lægge mærke til det, siger hun.