Bier skal bo ved iskiosk på populær strand: - Brandmænd er værre

En bihave er ved at blive anlagt ved badeanstalten Den Permanente. Men selv om det vil sværme med både letpåklædte mennesker, is – og så bier, er der ingen grund til at være nervøs, lyder det

01:52

VIDEO: Bihaven skal placeres ved Den Permanente i Risskov - lige ved ishuset. Men der er intet at være bange for, siger biolog.

Det bliver et sandt paradis for bier, når en 150 kvadratmeter stor bihave placeres ved Den Permanente i Aarhus.

Et område, der også er et yndet sted for badende og ishungrende aarhusianere og turister.

Derfor kan man godt undre sig over, om ikke det er en farlig kombination – store menneskemængder og flere vilde bier.

Men der er ingen grund til at undgå badeanstalten og iskiosken, hvis man frygter at blive stukket af bier.

For de vilde bier stikker ikke, forsikrer én af initiativtagerne. 

01:02

Mikkel Duus Jensen fra foreningen Bi-Værdi forsikrer, at vilde bier ikke stikker.

Luk video

- Det er ubegrundet frygt. Humlebierne er den eneste vilde bi-familie, som kan finde på at stikke, og det er kun, hvis de føler sig meget truede. Hvis du kommer til at sætte dig på dem eller træder på dem, siger Mikkel Duus Jensen fra foreningen Bi-Værdi, der kæmper for at bevare de vilde bier.

Ikke tiltrukket af is

Det er kun hvepse og honningbier, der bliver tiltrukket af is, sodavand og andre søder sager. Det gør de vilde bier ikke.

- De er slet ikke interesserede i alt det her sukker-rush, som hvepse og honningbier nogle gange kan være og flyve rundt fra sodavand til sodavand og så stikke folk, fordi folk går i panik, siger Mikkel Duus Jensen.

De er slet ikke interesserede i alt det her sukker-rush, som hvepse og honningbier nogle gange kan være og flyve rundt fra sodavand til sodavand.

Mikkel Duus Jensen, foreningen Bi-Værdi

Det gavner biodiversiteten, når man gør livet rart for de vilde bier ved blandt andet at anlægge en bihave med huller i træstammer og lækre blomster og krydderurter.

- Det er vigtigt at bevare det her for vores planter i naturen. Hvis der er en biart, der uddør, så vil der være nogle plantearter, der vil kunne uddø. De er dybt afhængige af hinanden, siger Mikkel Duus Jensen.

Læs også Lokal biavler håber på pesticid-forbud: Bierne har fået det dårligere

God ide at gavne naturen

Også Lars Brøndum, der er biolog ved Naturhistorisk Museum, synes, at bihaven er en god ide.

- Det er altid en god ide at gøre noget godt for naturen og gavne nogle af de arter, som ellers kan have det lidt trangt i byerne, siger Lars Brøndum.

Lars Brøndum er biolog ved Naturhistorisk Muesum. 

Selv om bi-haven ved Den Permanente kun er på 150 kvadratmeter, mener han sagtens, at det kan have en positiv effekt.

- Det kan sagtens have en effekt for de bier, der er i lige det område. At der er et sted, hvor de kan søge nektar og pollen. Måske også et sted, hvor de kan bygge deres reder i jorden, siger Lars Brøndum.

Det opsummerer danskernes holdning til natur. Vi vil gerne gavne naturen, men det skal bare ikke lige være der, hvor vi er.

Lars Brøndum, biolog, Naturhistorisk Museum

Han har ingen betænkeligheder ved, at bihaven bliver placeret i nærheden af strandgæster og ishus.

- Der er overhovedet ikke noget at være nervøs for. Men det opsummerer danskernes holdning til natur meget godt. Vi vil gerne gavne naturen, men det skal bare ikke lige være der, hvor vi er. De bier, der er i det område, bliver ikke tiltrukket af søde sager, siger Lars Brøndum og fortsætter:

- Der vil altid være folk, der er bange for et eller andet. Her er det vigtigt, at der er tale om en irrationel frygt. Man skal tage folks frygt alvorligt, men vi skal ikke indrette verden efter, at folk ikke må være bange for noget som helst, siger Lars Brøndum.

Brandmænd er værre

Af de gæster, som besøgte stranden på denne dejlige majdag, var der da heller ikke den store frygt for at blive stukket.

- Nej, det er der bestemt ikke, det er værre med de brandmænd derude, siger Ulrich Friborg fra Aarhus.

Læs også Historien om bierne, blomsterne og æggene: Forening værner om vilde bier

- Det lyder superdejligt, siger Rie Persson fra Eskerod på Djursland.

Det er Bi-Værdi og Aarhus Kommune, der er fælles om projektet.

I videoen øverst i artiklen kan du se mere om bihavens placering ved Den Permanente i Risskov.