Bieber-arrangør om sikkerhed: Duer ikke at gå i panik
Der er styr på sikkerheden i forbindelse med mandagens Justin Bieber koncert i Aarhus, garanterer arrangøren
Mandag vil op mod 50.000 forholdsvis børn og unge indtage væddeløbsbanen i Aarhus. Her giver teenageidolet Justin Bieber nemlig koncert, og med den seneste tids uhyggelige scener i England er sikkerheden blevet et stort tema.
Under en koncert i Manchester med et andet teenageidol - Ariana Grande - skete der for 14 dage siden et terrorangreb.
Læs også
Men søndag hvor de første mange tusinde fans allerede havde stillet sig i kø til Bieber i Aarhus, var der ikke meget frygt at spore.
- Det duer ikke, vi går i panik. Vi arbejder med en plan, der er godkendt, og som alle er trygge ved. Det er den sikkerhed, jeg har, for at det her går godt, siger koncertarrangøren Nicolai Hommelhoff til TV2 ØSTJYLLAND.
Søndag var store betonklodser ved at blive sat op for at spærre veje ind til koncertpladsen, men derudover vil arrangøren ikke sige meget om de sikkerhedstiltag, der er foretaget.
- Jeg kan ikke komme ind på de konkrete tiltag. Vi har det sidste halve år planlagt sikkerheden og har et godt samarbejde med Østjyllands Politi, som vi er i løbende dialog med, siger Nicolai Hommelhoff.
Blandt forældrene til de unge, der søndag stod i kø for at få en god plads til koncerten, var meldingerne da også klare – ingen terrorister skal få os til at blive bange.
- Vi skal passe på med at tænke for meget over det, så der går unødig panik i en, lød det fra Kristina Jarkass, imens Karsten Ulrich supplerede:
- Ingen skal have lov til at skræmme os fra at gøre de ting, vi synes er sjovt og godt.
Arrangøren fortæller endvidere, at man vil gøre alt for at holde publikum løbende opdateret om sikkerhed og alt andet via de sociale medier.
Du kan se et indslag fra køen til koncerten øverst i artiklen.