Bibliotek reddet fra sparedøden

Efter massivt pres fra borgerne vil Århus Byråd alligevel ikke nedlægge Åby Bibliotek. Også tre lokalcentre lever videre.

Efter massive borgerprotester besluttede de fem forligspartier bag budgettet for Århus Kommune sent i aftes at pille det populære Åby Bibliotek ud af spareforliget. En lukning af biblioteket vil både være for kompliceret og for dyr, lyder forklaringen. Det skriver JP Århus.

- Set i bakspejlet traf vi beslutningen om lukning på et mangelfuldt grundlag. Det må vi som politikere tage på vores kappe og tage konsekvensen af. Derfor er jeg glad for, at vi i fællesskab har fundet en løsning, sagde borgmester Nicolai Wammen (S) efter to en halv times forhandling mellem forligspartierne, som også tæller konservative, Dansk Folkeparti, de radikale og Venstre.

Besparelsen på 5,2 mio. kr. skal kulturrådmand Flemming Knudsen (S) det næste år finansiere via opsparede midler.

Alle partier var meget tilfredse efter mødet, der også betød, at de tre lokalcentre Marselis, Skåde og Rosenbakken med sikkerhed bevares.