Bevæbnet med økse og stemmejern
Flere anholdt efter ballade på købmandsskole
Klokken 10.16 i formiddag blev Østjyllands Politi kaldt ud til Aarhus Købmandsskole i Viby for første gang i dag.
Her havde flere elever og lærere følt sig truet af nogle udefrakommende mænd, der angiveligt skulle være bevæbnet med en økse og et stemmejern. Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Flere patruljer blev herefter sendt til skolen, hvor en af patruljerne mødte en personbil, som de udefrakommende personer befandt sig i. Personerne blev anholdt.
Efterfølgende anholdt politiet yderligere to personer, der ifølge politiet stod bag vold mod en elev.
Klokken 12.50 modtog Østjyllands Politi endnu en anmeldelse fra Købmandsskolen, da flere hætteklædte mænd var blevet set i området, muligvis bevæbnet med pistoler.
Personerne havde været inde på skolen, og her havde de rykket i flere låste døre.
Østjyllands Politi var hurtigt på stedet og anholdt to personer, som sættes i forbindelse med truslerne.
Vidner fortalte politiet, at en hvid BMW var kørt fra stedet, og BMW'en blev senere fundet og to personer yderligere blev anholdt.
Afhøringer har nu vist, at de hætteklædte ikke havde pistoler med på Aarhus Købmandsskole. Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
I følge vores reporter på stedet er balladen ikke banderelateret, men skyldes uenigheder mellem enkeltspersoner.
Se vores reporter på stedet fortælle mere i videoen øverst i artiklen.