Betjente nappede biltyve
En opmærksom beboer og solidt benarbejde fra betjente ødelagde to unge mænds planer om at stjæle en bil i Århus.
Tre mænd havde natten til torsdag udset sig en bil, som de ville stjæle.
De forsøgte at bryde bilen op uden at vide, at der var et vidne til deres aktiviteter. I en lejlighed i Vestervangskvarteret i Århus stod en beboer, som straks ringede til politiet.
Da betjentene ankom til stedet, tog de tre mænd flugten til fods, men to af dem havde hverken heldet eller konditionen til at løbe fra de århusianske betjente.
De to unge på henholdsvis 16 og 18 år blev anholdt og sigtet for forsøg på brugstyveri, mens den tredje slap væk.
De er begge fra Århus, og det er ikke første gang, de støder på politiet, oplyser vagtchefen ved Østjyllands Politi.