Betjente hænges ud som drabsmænd
Faderen til dræbt biltyv hænger to navngivne politibetjente ud på internettet.
To navngivne betjente fra Århus Politi bliver på en hjemmeside hængt ud som drabsmænd.
Hjemmesiden - tilst-sagen.dk - er lavet af Stig Wølch Jørgensen, som er far til en af de to unge biltyve, der i december 2001 blev skudt og dræbt på Anelystvej i Tilst.
De to betjente hænges både ud med navn, adresse og billede. Samtidig bliver de hver især beskyldt for at have skudt de to biltyve uden grund.
- Jeg har ingen skrupler over at skrive det, jeg gør, for jeg kan stå inde for, at det hele er sandt. Hvis nogen mener, at oplysningerne er forkerte, må de gerne anlægge en sag, siger Stig Wølch Jørgensen til avisen metroXpress.
Århus Politi er forarget over beskyldingerne og overvejer nu, om der skal rejses en injuriesag mod Stig Wølch Jørgensen.
De to betjente har hele tiden hævdet, at de skød i nødværge, fordi tyvene angiveligt forsøgte at køre dem ned. Både stats- og rigsadvokaten har siden godtaget deres forklaringer.
TV 2 / ØSTJYLLAND har mere om sagen i tirsdagens udsendelser.