Betjent tiltalt for vold under anholdelse i Tilst
En politibetjent fra Østjyllands Politi er blevet tiltalt for vold, oplyser statsadvokaten
I sensommeren blev en mand anholdt i Aarhus-forstaden Tilst, og han var så utilfreds med måden, han blev behandlet på i forbindelse med anholdelsen, at han offentliggjorde en video af anholdelsen, der siden gik viralt på Facebook.
Den viser en betjent, der foretager en voldsom anholdelse af en privatperson, hvor personen blandt andet bliver sparket flere gange.
Læs også
Nu er betjenten blevet tiltalt for vold, efter at sagen er blevet efterforsket af Den Uafhængige Politiklagemyndighed.
- Vi har rejst tiltale efter straffelovens paragraf 44 om vold. Vi udtaler os ikke yderligere om sagerne, før de er afgjort i retten, men inden for en uges tid bliver det nok afgjort, hvornår sagen skal køre. Det er en opprioriteret sag, når det handler om vold, så den bliver behandlet hurtigere end ellers, siger senioranklager Christina Ryberg Schou til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Den anholdtes advokat er Claus Bonnez, og han har i sagen tidligere udtalt, at han gerne så, at politiet havde et tændt kamera på sig i forbindelse med anholdelser.
- Vi har rigtig mange, der henvender sig i Krim og på advokatkontoret til mig, som ærgrer sig over, at de ikke havde tændt mobilkameraet tidligere. Det burde være som i andre lande, at politiet selv har optagelserne, sagde Claus Bonnez tilbage i september 2016.
Se et videoklip fra anholdelsen øverst i artiklen.