Betjent slået og påkørt

To personer flygtede i en mørk bil

Onsdag eftermiddag kl. 16.30 blev en politibetjent overfaldet og efterfølgende påkørt af to gerningsmænd ved Hammel. Det oplyser Østjyllands Politi. 

- Han er sluppet med knubs og skrammer og en tur på skadestuen, men han er selvfølgelig rystet over hændelsen, siger politikommissær Anders Uhrskov til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Betjenten observerede - i sin fritid - to personer på Anbækgårdsvej syd for Hammel, i færd med at skifte nummerplader på førnævnte køretøj. Det virkede lidt mistænkeligt, og han rettede derfor henvendelse til de to personer og legitimerede sig som politibetjent.  

 

Herefter opstod der tumult mellem betjenten og gerningmændende. Det lykkedes dog mændene at komme ind i bilen og under flugten påkørte gerningsmændene betjenten.

Se: Anholdt for betjent-overfald

 

- Vi er lykkelige for, at det ikke gik værre, siger politikommissær Anders Uhrskov.

- Det er alvorligt, når en person bliver påkørt. Når påkørslen så mistænkes for at være bevidst, så er det meget alvorligt.

Flere vidner kom til stedet for at hjælpe betjenten.

- Vi har foretaget vidneafhøringer på stedet og fortsætter efterforskningen på baggrund af disse, siger Anders Uhrskov.

De to gerningsmænd kørte fra stedet i en mørk bil.