Betjent sigtet for sex-misbrug
Mistænkt for at true sig til gratis ydelser
En politibetjent fra Midt- og Vestjyllands Politi er blevet anholdt og sigtet for gentagne gange at true sig til gratis sex med en prostitueret, skriver bt.dk.
Betjenten er mistænkt for gennem flere år at have misbrugt sin stilling som betjent til flere gange at få gratis sex af en prostitueret, oplyser Den Uafhængige Politiklagemyndighed.
Midt- og Vestjyllands Politi omfatter blandt andet Silkeborg-området. Politiklagemyndigheden vil dog ikke oplyse hvilken politistation, den sigtede politibetjent har været tilknyttet.
Forlangte gratis sex
Betjenten blev anholdt 27. februar, efter at Politiklagemyndigheden havde fået oplysninger om, at den prostituerede var blevet seksuelt udnyttet.
Politiet afhørte kvinden, der fortalte, at betjenten flere gange havde henvendt sig på den klinik, hvor hun arbejdede, og forlangt gratis sex, fordi han var politimand.
Manden nægter sig skyldig, og når Politiklagemyndigheden er færdig med sin efterforskning, bliver sagen overdraget til Statsadvokaten i Viborg, som skal beslutte, om betjenten skal tiltales.