Betjent og hund fik slag
En 59-årig mand gik amok med jernstang og overfaldt både politibetjent og hund.
Politiet blev natten til søndag kaldt til en baggård på Trøjborg i Århus. Her var en mand tilsyneladende i færd med at begå indbrud, lød meldingen.
Da betjentene nåede frem, fandt de en højtråbende mand, der svingende med en jernstang. Han var ikke til sinds at smide våbnet fra sig, så politiet pudsede en hund på manden. Hunden fik imidlertid et slag af jernstangen og trak sig.
Derefter tømte betjentene en peberspray i ansigtet på manden. Det hjalp, men forinden havde den 59-årige også slået den ene betjent med jernstangen.
Det viste sig efterfølgende, at den 59-årige blødte fra maveregionen. Han var blevet stukket flere gange med en kniv forud for opgøret med politiet. Han blev omgående kørt til sygehuset, hvor han gennemgik en operation. Manden er udenfor livsfare. Ifølge Århus Politi har manden selv påført sig knivstikkene.
Den 59-årige vil blive sigtet for vold mod tjenestemand. Både betjenten og hunden har det efter omstændighederne godt, oplyser politiet.