Betjent frifundet for vold i forbindelse med anholdelse

Byretten mener ikke, at en betjents opførsel under voldsom anholdelse var over stregen

00:28

En 30-årig østjysk betjent er tirsdag eftermiddag ved Retten i Aarhus blevet frifundet for vold.

Det oplyser hans forsvarer, advokat Mette Grith Stage.

Læs også Tiltale: Betjent slog og sparkede anholdt mand

Politiassistenten var tiltalt for at have sparket og slået en 28-årig mand i forbindelse med en anholdelse foran Harald Nyborg i Tilst tilbage i september, mens vedkommende sad på bagsædet i en patruljevogn med håndjern på.

Efterfølgende blev en video - formentlig optaget af den anholdtes bror - lagt på facebook.

Ikke over stregen

Byretten mente ikke, at betjentens opførsel under voldsom anholdelse var over stregen.

- Retten mente, at det var inden for rammerne af hans politifaglige skøn og lovlige magtanvendelse, siger Mette Grith Stage.

Min klient er meget lettet

Mette Grith Stage, forsvarsadvokat

Video brugt i retten

Det var Den Uafhængige Politiklagemyndighed, der havde efterforsket anholdelsen, hvor betjenten sammen med en kollega foretog anholdelsen.

På den baggrund besluttede Statsadvokaten, at der skulle rejses en sag mod den ene betjent.

Videoen af anholdelsen blev brugt som bevis i retten.

Læs også Efter hård anholdelse: Advokat kræver kameraer på betjente

- Hvis han var blevet kendt skyldig, kunne han risikere en fængselsstraf, og han ville have mistet sit job som politibetjent, siger Mette Grith Stage.

Anklagemyndigheden har nu 14 dage til at beslutte, om byrettens dom skal ankes.

Øverst i artiklen kan du se videoen af den voldsomme anholdelse, som er blevet delt over 6000 gange på Facebook