Betjent aflyttede ekskærester
Risikerer fængsel for embedsmisbrug
En betjent fra Østjyllands Politi risikerer fængsel og en fyreseddel for at udspionere sine ekskærester.
Politibetjenten er sigtet for embedsmisbrug og ulovlig aflytning. Ifølge Ekstra Bladet har han siden efteråret været i søgelyset, fordi han skulle have anvendt politiets dataregistre til at finde oplysninger om sine ekskæresters nye partnere.
En af ekskæresterne - en 28-årig kvinde fra Randers - opdagede, at politimanden havde aflyttet hende via en skjult mikrofon i hendes lejlighed. Hun meldte derefter sagen til politiet.
Statsadvokat Michael Møller Hansen oplyser, at undersøgelserne mod den 38-årige politimand næsten er færdige. Betjenten er både sigtet for misbrug af sin stilling og for at have udspioneret sin 28-årige ekskæreste i Randers.
- Jeg regner med at afslutte sagen om et par uger. Så er resten op til Politiklagenævnet, siger Michael Møller Hansen til Ekstra Bladet.
Den sigtede betjent er fortsat i aktiv tjeneste hos Østjyllands Politi.