Betalte med falske sedler
Politiet opfordrer folk til at være opmærksomme
Det var farverne på pengesedlerne, som afslørede, at de var falske, da en mand ville betale for sine indkøb i Horsens.
Ifølge Sydøstjyllands Politi kom den samme mand ind i to forskellige Netto-butikker i Horsens - først på Ørnstrupvej og derefter på Hospitalsgade. Det skete mellem klokken 17 og klokken 19 mandag eftermiddag.
I begge butikker betalte manden med 100-eurosedler, som viste sig at være falske:
- Når man vippede med sedlen, kunne man se, at måden farverne changerede på, ikke var rigtig, siger vicepolitiinspektør Lars Peter Madsen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Der har været flere lignende episoder andre steder i Danmark, og det kan ifølge politiet ikke udelukkes, at der er tale om den samme mand.
Politiet opfordrer borgerne til at være ekstra forsigtige med penge - særligt, hvis der er tale om 100-eurosedler.
Signalement
Manden beskrives som 190 centimeter høj, 30-35 år gammel og almindelig af bygning. Han var iført sort kastet, mørk jakke, mørke bukser med huller på knæene og sorte sko.
Derudover havde han mørkt hår med bakkenbarter, skægstubbe og talte engelsk.
Hvis man har oplysninger i sagen, kan Sydøstjyllands Politi kontaktes på tlf. 114.