Betaling er dødsdømt
Tror ikke på netnyheder til tre kroner
Det bliver op ad bakke for Midtjyske Medier at få folk til at betale tre kroner om dagen for at få adgang til netudgaven af Aarhus Stiftstidende og Randers Amtsavis.
Det mener Niels Ole Finnemann, der er professor i netmedier på Aarhus Universitet. Se interviewet med ham ved at klikke på billeder over artiklen.
- Hvis du kunne tjene penge på det, så var det jo fint. Jeg har bare svært ved at se, hvordan de kan gøre det. Så originalt nyhedsstof er det jo heller ikke, så man ikke kan finde noget lignende mange andre steder på nettet, siger Niels Ole Finnemann.
- Jeg vil ikke udelukke det, men der er ikke meget, der tyder på, at det kan lade sig gøre. Det har været en drøm længe for aviserne, men de fleste har brændt fingrene på det.
Han forklarer, at erfaringen er, at man skal herske over noget nichestof, som ikke mindst de yngre netbrugere efterspørger, før man kan tjene penge på at sælge adgang til det.
-Grundlæggende har de gamle medier forsømt at sætte sig ordentlig ind i, hvordan nettet er anderledes. Vi henter vores information mere spredt fra forskellige kilder i dag. Og det kan en avis ikke længere spænde over. Der skal de tænke sig selv om og tilpasse sig internettet, lyder rådet fra Niels Ole Finnemann, der dog erkender, at han ikke sidder inde med nogen færdig løsning for, hvordan aviser kan vende nettet til en guldrandet forretning som film- og musikbranchen har haft held med.
Aarhus Stiftstidende og Randers Amtsavis går over til betaling for netadgangen til nyhederne fra i morgen, onsdag. Abonnenterne på papirudgaven af avisen får automatisk gratis adgang til at læse nyhederne på nettet.