Betal med dit sygesikringsbevis
Århus-firma tester nyt system, der skal tage kampen op med dankortet.
Midt i debatten om dankortet gør det århusianske betalingsfirma ewire klar til at rulle et alternativ frem i form af sygesikringsbeviset som gratis betalingskort i landets butikker.
Ewire vil i løbet af april teste systemet på caféer i Århus og vil derefter kunne gennemføre en større lancering efter sommerferien.
- Vi vil knytte f.eks. sygesikringsbeviset til vores elektroniske pung på internet. På den måde vil alle danskere kunne anvende deres sygesikringsbevis som betalingsmiddel i butikkerne. Der vil ikke være nogen skjulte gebyrer, og løsningen vil blive gratis for såvel forbrugere som butikker, siger advokat Lasse Rungholm, direktør for ewire.
Transaktionerne gennemføres med samme sikkerhed som ved andre betalingskort med magnetstribe, og der skal benyttes en PIN-kode. /ritzau/