- Bestyrelsens skyld
AGFs Osama Akharraz efter nedrykning
Søndag tabte AGF for tiende gang i træk.
Denne gang var det Sønderjyske, som fik alle tre point mod AGF, da holdet vandt 3-0 i Aarhus.
Og dermed er det en realitet, at aarhusianerne må en tur ned i 1. division efter sommerferien.
- Det er forfærdeligt. Jeg vil ikke sige, at det er en katastrofe, for der sker slemme ting rundt omkring i verden, men det her er rigtig, rigtig slemt, siger Osama Akharraz til TV 3 Sport 1.
Han mener, at spillerne har gjort alt, hvad de kan for at undgå nedrykning.
- Ja, det synes jeg. Vi har gjort alt, hvad vi kan. Vi er gået ind til kampene med den rigtige indstilling, siger Osama Akharraz.
Men hvem bærer så skylden?
- Et eller andet sted, så er det nok bestyrelsen. Jeg ved ikke, hvad vi spillere mere skal gøre, siger han og uddyber en smule.
- De (bestyrelsen, red.) har ikke givet os de bedste forudsætninger for os spillere.
- Der er for mange ting, vi skal forholde os til, siger Osama Akharaz.
Og der mange, som mener, at ledelsen spiller en rolle i AGFs nedrykning.
Under søndagens kamp viste AGF-fans et banner med teksten "Ledelsesudrensning nu".
AGF får følgeskab af Viborg F.F. i 1. division efter sommerferien. Det står klart, da viborgenserne søndag tabte 1-3 til til FC Nordsjælland.