Bestseller dropper højhus på Århus Havn

Men tekstil-virksomheden og Århus Havn er langt med nyt og mindre projekt om etablering på havnen.

Bestseller og Århus Havn har indledt nye drøftelser om virksomhedens fremtidige placering på havnen. Parterne har tidligere arbejdet på en model med et samlet logistik- og administrationscenter på Østhavnen, men det har ikke vist sig muligt at forene byggeri og trafikløsninger, så den samlede løsning var tilstrækkeligt fremtidssikret for havneudviklingen.

Århus Havn har derfor indledt nye drøftelser med Bestseller med henblik på at placere et administrationscenter på Mellemarmen og at løse virksomhedens logistikbehov et andet sted på Østhavnen.

- Vi er enige om en placering på Mellemarmen og et byggeri, der både i højde og arkitektur passer til de øvrige bygninger i området - både de nuværende og de fremtidige som fx det planlagte Multimediehus, fortæller havnedirektør Bjarne Mathiesen i en pressemeddelelse.

Hvis parterne bliver enige, og myndighederne vender tommelfingeren opad for projektet, ventes det at bidrage med cirka 500 arbejdspladser til byen.